...
kort efter morgen-gry ...
” Du kan spise et æble”, sagde jeg og gav ham den
modne frugt.
Det var som om han så et æble for første gang.
Først stod han bare der og lugtede til det, men så tog
han en lille bid.
”Uhm”, sagde han og tog en større bid.
” Smagte det godt ?” spurgte jeg.
Han bukkede dybt.
Jeg ville jo gerne vide hvordan et æble smagte første
gang man smager det, så jeg spurgte igen:
” Hvordan smagte det ? ”
Han bukkede og bukkede.
” Hvorfor bukker du ? ” spurgte jeg.
Han bukkede igen. Det fik mig til at føle mig så
forvirret at jeg skyndte mig at gentage spørgsmålet.
” Hvorfor bukker du ? ”
Nu var det ham der blev forvirret. Jeg tror han ikke
vidste om han skulle bukke igen eller bare svare.
” Der hvor jeg kommer fra bukker vi altid, når en
stiller et interessant spørgsmål,” forklarede han
– ”og jo dybere spørgsmålet er jo dybere bukker
vi.”
Det var det mærkeligste jeg havde hørt i lang tid. Jeg
kunne ikke forstå at et spørgsmål var noget at bukke
for.
” Hvad gør I når I hilser på hinanden ?”
” Vi prøver at finde noget klogt at spørge om ? ”
sagde han.
” Hvorfor det?”
Først bukkede han hurtigt, fordi jeg havde stillet
endnu et spørgsmål og så sagde han:
” Vi prøver at stille et godt spørgsmål for at få
den anden person til at bukke.”
Jeg var så imponeret af det svar at jeg bukkede så
dybt jeg kunne.
Da jeg så op havde han stukket sin finger i munden.
Efter lang tid tog han den ud.
” Hvorfor bukkede du ?” spurgte han og så
fornærmet ud.
” Fordi du svarede med visdom på det spørgsmål jeg
stillede, sagde jeg.
Nu sagde han meget højt og tydeligt noget som har fulgt
mig i mit liv lige siden:
” Et svar er ikke noget at bukke for. Selvom et svar
kan lyde noget så rigtigt, så er det stadigvæk ikke
noget man skal bukke for.
Jeg nikkede kort. Men jeg fortrød med det samme, for
måske ville han nu tro at jeg bukkede for det svar han
lige havde givet.
” Den der bukker viser respekt.” fortsatte han. ”
Man skal aldrig vise respekt for et svar.”
” Hvorfor ikke ?
”
Fordi, et svar er altid den del af vejen som er bag
dig.
Kun spørgsmål peger fremad. ”
De
ord var så vise, tænkte jeg, at jeg måtte presse mine
hænder mod mine kinder for ikke at komme til at bukke
igen ...
|
At spise et æble ...
|
